Bålhytte ved Nivå skal få flere ud i naturen

  • 30. november 2016

baalhytteSelvom kulden har sat ind, er der i disse dage heftig aktivitet i en lysning ved Dageløkke Skov. Her er en gruppe bestående af praktikanter fra Skovskolen og elever fra Nivå Skole Nord i gang med at opføre en ny bålhytte. Gang i Fredensborg står bag projektet, og det udføres i samarbejde med Nivå Nu, der står for inddragelsen af de unge fra Nivå Skole.

Bålhytten skal være udgangspunkt for en række aktivitets- og undervisningsforløb og samtidig være til fri afbenyttelse for skovens gæster. Placeringen betyder, at folk både fra Nivå og Humlebæk vil få glæde af den, og samtidig kommer den til at spille godt sammen med den igangværende udvikling af naturområdet Lergravene i Nivå.

Inddragelse af lokale unge

Den særlige konstruktion, hvor unge fra Nivå Skole inddrages i byggeriet, har til formål at flytte læringen ud i virkeligheden og samtidig skabe et lokalt ejerskab blandt deltagerne. ”Der er en masse geometri i det at bygge en bålhytte op fra bunden, og samtidig stifter de unge bekendtskab med tømrerfaget på en spændende måde. Jeg kan mærke, at de er motiverede for at lære nyt, og samtidig er de stolte over det, de er med til at skabe”, siger Frederik Gehrke fra Nivå Nu.