VinterCamp samler kommunens børn

Igen i år har der været fuld gang i Humlebæk Idrætscenter i børnenes vinterferie. 140 børn har deltaget i fire dages VinterCamp, som har budt på en masse sjove aktiviteter og nye venskaber på tværs af kommunens bysamfund.

Vintercamp2018

“Rødt hold skal ud og prøve rollespil. Blåt hold bliver og spiller tennis”. Janne Lock Møller, der er fritidsvejleder i Fredensborg Kommunes Fritidsbutik, får hurtigt sendt de otte hold ud til hver deres aktivitet. Her står lokale instruktører klar til at tage imod børnene. I løbet af de fire dage roterer børnene, så de får prøvet alle aktiviteterne. I år er det Spring, Street/Funky-dans, Udeliv med FDF, Løb og Leg, Rollespil, Håndbold, Tennis og Akrobatik.

Børnene er på, og der bliver gået til den både på håndboldbanen, ved skumgraven, i skoven og i spejlsalen. ”Vi er rigtig glade for konceptet, hvor foreningerne står for aktiviteterne, for det er et fantastisk mulighed for at børnene kan prøve noget nyt og se, om det er noget for dem. Hvis det er, hjælper vi dem efterfølgende med at blive meldt ind i foreningen,” fortæller Janne.

Deltagerne kommer fra hele kommunen, og i år har Red Barnet finansieret buskørsel fra Kokkedal og Nivå, hvilket har gjort det muligt at få endnu flere børn med. De boligsociale helhedsplaner Kokkedal på Vej og Nivå Nu har været med til at rekruttere børn, og så er de med i hallen for at støtte op om foreningernes instruktører. Børnene er blandet på kryds og tværs, og det giver en god dynamik. En pige fra Nivå fortæller glad, at hun har fået en ny veninde fra Humlebæk.